106
Stykket opført i de sidste Dage af Novbr., og sammen med et Par
Forestillinger, der efter Opfordring blev givet paa Fransk, bragte det
Skuepladsen frelst over Julen.
Onsdag den 15. Januar 1727 aabnedes Fastelavnsspillene med Reg
nards nyoversatte Femaktskomedie Det gavmilde Testamente, som til
lige med Den Stundesløse og andre Holbergske Stykker en lille Tid
udgjorde Repertoiret. Men Søgningen sløjede betænkeligt af, selv
Ulysses von Ithacia kunde ikke modvirke Publikums tiltagende Lige
gyldighed; i Slutningen af Maaneden maatte man aflyse en Forestil-
ling og lade Tilskuerne gaa hjem igen, da Kassen kun udviste en
Indtægt af 8Rdr., „hvilket synes utroligt endogsaa for Aktørerne selv,
som dog disvær bleve nødt til at tro det“ J). Atter tyede man til Hol
berg og forsøgte et sidste Stormløb mod Sløvhedens onde Magter ved
Førsteopførelsen af Pernilles korte Frøkenstand i Begyndelsen af Fe
bruar. Med dette lystige Stykke, med Den Stundesløse og et Par af
Moliéres mest yndede Komedier holdt Aktørerne Stand en lille Tid
endnu, men midt i Maaneden maatte man meddele Publikum, at
der nu kun var fem Gange tilbage „for de stakkels danske Skuespil";
man haabede, „at de rette Liebhabere nu disse faa Gange lader se,
hvad Godhed de altid har baaren for det Danske Theatre“2) — men
forgæves, alt Haab var ude. Fastelavnsmandag den 24. Febr. opførtes
Harlekinaden De to Arlequins og Dagen efter, Hvidetirsdag, begrov
man den danske Komedie. Efter et af Holbergs Stykker, man ved
ikke hvilket, maaske Den Stundesløse, gik Den danske Komedies
Ligbegængelse over Scenen. Under Trommehvirvler gik Aktørernes
Sørgetog Theatrum tre Gange rundt og de sørgende Kreditorer, Mont-
aigu som fransk Kok og Spisevært, Aktøren Pilloy (eller maaske var
det Hammer) i en Jødes Lignelse, fulgte troligt Madame Comødia til
Jorden. Da det høje Lig var sænket gennem Lemmen i Teatergulvet
og Henrik i sin store Kærlighed havde kastet sig ned i Hullet, holdt
Thalia, som havde baaret den danske Komedie over Daaben, nu Sørge
talen ved den aabne Grav. Hun besmykkede ikke dens stakkede Til
værelse, der unægtelig var bleven „noget tragødisk i Enden“, hun
sagde kun hvad sandt v ar3):
J) Plakat 1727 8/2.
2) Plakat 1727 I2/a.
8)
Citeiet efter Benjamin Dasses Afskrift (nu trykt Saml. Skr. IV), hvori
Teksten til Komediens Ligbegængelse tidligst foreligger; Haandskriftet, der
tilhører Videnskabsselskabet i Trondhjem, indeholder tillige Don Ranudo
og Tvende splinternye Breve. Et Par Læsemaader fra Trykket af 1746
burde maaske foretrækkes; „Hverdagsfaste“ kan f. Eks. være en meget vit
tig Hentydning til de sløje Tider, men foran i Stykket staar „Hverdags-
feber“ — Vilh. Møller formoder (Tilskueren 1898, S. 661 ff.), at dette Lej-