108 / 253
104
og fornøje, hvilken Fornøjelse just ikke enhver i de danske Komedier
kan finde; foruden at tale om, at iblandt vel saa kuriøse Skuespil
kunde forefalde, som kunde opvække de fornemmestes, ja vel selv det
høje kongelige Herskabs Begærlighed til at ville se det“. Han mener
endda det vilde være den danske Komedie mere til Skade end Gavn,
fordi der altid kunde falde en Kendelse af til Aktørerne, „sær paa de
Tider om Aaret, da ganske ingen danske Komedier forestilles“.
De uforgribelige Tankers Forfatter undersøger dernæst Betingelserne
for at faa de danske Komedier konsolideret. Huset bør købes og Ak
tørerne sættes paa fast Gage, derover er han klar, naar blot „Hoved
knuden“ : Fremskaffelsen af de nødvendige Midler, kan løses. Skulde
Huset sættes til Auktion, maatte Seckmans Fordring paa 450 Rdr. først
indfries, men derom var intet Haab i den indeværende Vinter, med
mindre Aktørerne fik Lov til at benytte Privilegiet paa Maskerader,
„hvilke dog nu, formedelst Misbrug og en Del gejstliges Nidkærhed
ere forbudne“. Det var ikke Forfatterens Mening, at Forbudet mod
Hasardspil „og hvad som ellers forargeligt kunde væ re“ skulde op
hæves, det var blot Maskeballet og Dansen, „en uskyldig og alle Ste
der tilladt Tidsfordriv“, der burde frigives.
Enten man nu vilde beholde det gamle Komediehus eller indrette
e t nyt — thi Privilegierne burde ikke følge et bestemt Hus, men knyttes
til det, hvor danske Komedier ageredes —, saa gjaldt det om „uden
nogens Skade at udfinde de til Komediens Istandsættelse og Vedlige
holdelse behøvende Fonds“. De kunde skabes ved et Lotteri, hvis
Overskud tilfaldt Komediehuset, eller Kongen kunde tillægge det visse
Bøder, maaske visse Sjette- og Tiende-Penge, som alligevel bort-
skænkedes. En kærkommen Gave vilde være de Slotsteatret tilhørende
„Machiner“, d. v. s. Dekorationer m. m., som Kongen nu, da der ved
Hoffet hverken var Komedianter eller Operister, ingen Brug havde for.
Og kunde Krigshospitalet da formaas til at lade sine 3000 Rdr. blive
indestaaende i Komediehuset, maatte det være let at faa dannet et
lidet Interessentskab, som kunde indskyde Resten, navnlig — som
Forfatteren siger — „naar Direktionen ikke Mr. Montaigu anfor-
troes“. Vistnok med Rette havde han ingen Tillid til Montaigus
finansielle Dispositioner, maaske havde han ogsaa selv hemmelige
Ønsker om at blive sat i Spidsen for den danske Komedie. Endog
for en Embedsmand som Paulli kunde Stillingen som øverste Leder
af et nationalt Komediehus med kongelige Subsidier have noget til
trækkende ved sig 1).
^ J ' E ‘ Schlegel mener ogsaa, at en Komediant ikke bør sættes i Spid-
sen for Teatret, det maa være en Mand af Anseelse (Schreiben von Errichtung
eines Theaters in Kopenhagen, skrevet ca. 1746-47, i Werke III, 251 ff.).