11 / 207
P A T R I C I A T O G E N E V Æ L D E
A F J O H A N J Ø R G E N S E N
I
Enevældens sejr 1660 skyldtes som bekendt en alliance mellem
hoffet, militæret og borgerstanden, til hvilken også gejstligheden
havde sluttet sig. Men hvorledes gik det nu sejrherrerne siden hen?
Hoffets position var sikker nok, det lå i den nye regeringsforms hele
karakter. Også militæret stod stærkt, det fremgår alene af den
kendsgerning, at der i enevældens første menneskealder, ligesom
også siden, anvendtes langt større beløb på hær og flåde, end
landet magtede.1 Hoffets og militærets sejr i 1660 var klar nok.
Hvad gejstligheden angår, må man vel nærmest konstatere status
quo, medens den fjerde i forbundet, borgerstanden, tilsyneladende
ikke opnåede noget af betydning, men tværtimod kom til at betale
sin rundelige del af udgifterne til hoffets og militærets oprethol
delse. ». . . trods det prangende Navn af en fri Rigsstad og trods
sine Privilegier . . .« skriver Edvard Holm,2 havde København,
den mest begunstigede af de danske byer, dog kun ». . . usigelig
lidt af Selvstyre . . .«.
Sikkert er det, at den nye regering ville sætte sig i respekt. Be
handlingen af Leonora Christine og Kai Lykke viste tydeligt nok,
at kongehusets fjender ville blive skånselsløst forfulgt uanset rang
og stand. Ikke mindre betegnende er den skæbne, der overgik de to
små fyrstehuse Sønderborg og Nordborg på Als. De var begge
kommet i skatterestance og blev derfor - ved militær exekution -
inddraget af kongen. Dynastiske og fiskale interesser tilgodesås
i alle tilfælde under eet på en for Frederik I II og måske især for