16 / 207
J O H A N J Ø R G E N S E N
Gud gifuer en bedere tilstand, endochsaa for roligheds skyld paa
nogle maaneders tied gaaed dennem gandske forbi med guarni-
sonens vdgifter och adskilligt andet byens besuerringer, medens
were sig huor ringe och lidelight dennem paaleggis, er dog moxen
intet forvden vdpantning at bekomme, och deris vforskammede
æreskielden kand alligewel iche ophøre, men des grofuere begaaes,
saasom endochsaa nu nyligen dend 5 janvary weed en af deris
onde quinder vdi en offentlig forsammelingh . . .«. Klagen hin
drede imidlertid ikke, at både Hans Sørensen og Hans Johansen
blev stænderdeputerede 1660, eller at Hans Sørensen i marts 1660
fik ret til at handle på Island. I oktober 1661 finder vi Hans Sø
rensen som deltager i Islandske Kompagnis klage over den da så
indflydelsesrige Jonas Trellund10 - en klage som førte til, at de
hidtil gældende privilegier for Islandshandelen, både kompagniets
og Trellunds, ophævedes 7. marts 1662, efter at Statskollegiet
havde erklæret, at Trellunds oktrojer »med aldfor stor hånds egen
Fordel och Ed. kongl. May. Indkomstis Præjudice er obtineret«.10
Ikke længe efter —20. marts og atter 10. april - udgik så ordren
til Søren Kornerup om at tiltale Hans Sørensen og Hans Johansen
for deres forseelse mod kongens højhed to et halvt år tidligere.
Nogen sammenhæng mellem de to tildragelser lader sig næppe
fastslå, selv om tidsfølgen unægtelig er påfaldende og vi ved, at
stærke kræfter må have stået bag Trellund.17
I sin anklage målte Kornerup de to magistratsmedlemmer skæp
pen fuld. Magistrat som menighed burde bøde for deres anmas
selse, privilegierne måtte betragtes som hjemfaldne, og i virkelig
heden burde der, eftersom »forbrydelsen« havde fundet sted under
krigsforhold, da borgerne var under våben, straffes efter krigsartik
lerne på liv og formue - især hovedmændene. Byfogeden i Køben
havn viste nu stort personligt mod og selvstændighed, idet han
afsagde frifindelsesdom, hvorimod en påfølgende kommissionsdom
16