INDLEDNING.
D e mest fremtrædende Træk i det aandelige Liv i
Danmark i det attende Aarhundredes anden Halvdel er
Rastløshed og Spidsborgerlighed. Med aldrig hvilende
Uro kaster Tiden sig over en Mangfoldighed af for
skelligartede Opgaver, af hvilke den kun mægter at
løse yderst faa, og paa alle Omraader er en højt fly
vende Stræben paa den besynderligste Maade parret
med et smaat og snævert Syn. Som »det smagende
Selskab«, Selskabet til de skjønne og nyttige Viden
skabers Forfremmelse, der en lang Tid gav Tonen an
i Literaturen, fandt det meget betænkeligt, naar en
Digter fulgte sin »Gejst«, saaledes var Tiden i dens
Helhed meget angst for alt, hvad der havde et højere
Sving, hvor tilbøjelig den end var til ørkesløst Fan
tasteri. Det var en Tid, der talte meget om store
Ideer, men den mente ikke stort dermed, den levede
i Virkeligheden paa meget smaa Idealer. Det nyttige,
det til »Almenvellet«, til »Borgerheld« sigtende var dens
Løsen, dens Opfattelse af »Almenvellet« var meget
ensidig, og det var meget faa, der formaaede at hæve
Fr. W. H orn: Grundtvigs Liv og Gjerning.
1