15 / 494
4
drejede sig, opfattedes saa snævert, at den blev noget
rent negativt, idet den udelukkende sattes i at føre et
agtbart Levned, der ikke stødte an hverken mod Love
eller Vedtægter, en Opfattelse, der selvfølgelig ikke
bar Spirer i sig til nogen fri og selvstændig Udvikling.
Medens man havde overordentlig travlt med at gjøre
Rede for Menneskets Pligter baade imod Gud, sig selv
og Næsten og i saa Henseende lod sig det være
yderst magtpaaliggende at faa al Ting med, blev man
Svar skyldig eller havde kun højst ufyldestgjørende
Svar, naar der stilledes Spørgsmaal om, hvorpaa disse
Pligtbud i sidste Instans bero. At Morallovene maa
ses under Synspunktet af det gode som Ideal, saaledes
at Mennesket ved at lyde dem udfolder sit eget Væ
sen og realiserer sin Idé, medens det ved at svigte
dem kommer i Modsigelse med sig selv, havde Op
lysningstiden ingen Forestilling om. For den er det
den for alle Mennesker fælles Drift til Lyksalighed, der
i moralsk Henseende er det afgjørende; man skal være
dydig, fordi man staar sig bedst derved. »Har Naturen,
som ikke kan synde«, hedder det, »givet mig Drift til
en Ting, saa synder jeg ikke, om jeg følger denne
Drift. Jeg bør alene se til, at jeg følger den rigtig
efter de mekaniske Love, som ere foreskrevne alle
Kræfter«1). Hensynet til det almene, til Samfundet kom
mer derfor i Oplysningstidens mangfoldige moralske
Skrifter til at spille en fremtrædende Rolle, idet Indi
videts Opgave indskrænkes til at bestyre sine Drifter
saa økonomisk som muligt og i egen Interesse at bi-
J) Joh. Boye: Statens Yen. I. (1792).