16 / 494
5
drage, hvad han formaar, til at fremme det almene
Vel, og hele Moralen løber ud i Pædagogik og Filan
tropi.
Maalef er fjærnt, den Tidsalder, da »fornuftige
Begreber om Menneskets og Borgerens Rettigheder
og Pligter ere alle Vegne udbredede, da Iver for det
almene bedste lidenskabelig besjæler alle Hjærter, og
privat Tarv viger for Almenvellet«, er ikke oprunden
endnu, »vi vandre endnu i mørk Skumring, ikke i Dagens
Klarhed, Uvidenhed og Overtro kunne endnu upaaankede
have deres Spil, mørke Fordomme kunne paanøde
Sandheden Tavshed, Lidenskaber ytre sig med vildt
Raseri, Sindighed og Retfærd have ikke opslaaet deres
Pauluner iblandt os«. Men man drømte stadig om en
saadan Guldalder, om »Fornuft- og Moralitetsrigets
Komme«, og arbejdede ivrig for Drømmens Virkelig-
gjørelse, og det var først og sidst Oplysningen, der
skulde gjøre Mirakler. »Sand Oplysnings Tidsalder er
nødvendigen Dyds og Sædeligheds Tidsalder, thi Sæde
lighed og Dyd bebude Menneskets Myndighed, og sand
Oplysning har denne Myndighed til sin visse og uad
skillelige Følge«1). Kunde man ikke naa denne ideale
Tilstand for sig selv, maatte man gjøre, hvad man
kunde, for at bane Vej for kommende Slægter dertil,
og saa fordybede man sig i Grublerier over Opdragel
sen i Steden for at arbejde paa sin egen aandelige
Udvikling, Grublerier, som selvfølgelig ingen Ting førte
til, fordi det Ideal, man stræbte efter, var et Fantom,
der ingen Rod havde i Virkeligheden. »Det var til
J) Frederik Kristian af Augustenborgs Universitetstale, Minerva 1795*