13 / 494
2
sig til et noget højere Stade. Selv den saa stærkt lov
priste Oplysning, som spillede en saa fremtrædende Rolle,
at hele Tidsrummet med Føje har faaet Navn efter den,
brød man sig i Virkeligheden kun om, for saa vidt den
kunde tjene til at fremme praktiske Formaal. Det var
til Trods for alle højt klingende Talemaader til syvende
og sidst materielle Interesser, Velstand og jordisk Lyk
salighed, det hele drejede sig om.
Vi møde dette Præg af en nøgtern, kun imod det
umiddelbart nyttige rettet Forstandighed, hvor vi saa
end vende os hen. For Digtekunstens Vedkommende
er det i saa Henseende betegnende, at en Lyriker som
Johannes Ewald, en af de største, Norden har frem
bragt, gik væsentlig uforstaaet i sin Grav til Trods for
det store Ligfølge, der stedte ham til Jorden, medens
andre, der knapt fortjene at nævnes ved Siden af ham,
og som nu for længst er glemte, vandt Hæder og
Ære, fordi de villig lod deres Digtning træde i det
nyttiges Tjeneste eller nøjedes med at kræve Poesien
anerkjendt som et Middel til behagelig, særlig selskabelig
Underholdning. Og selv Ewald, som i sin Praxis
hævede sig saa højt over sin Samtid og staar som en
ægte Digter, fordi han helt og udelt hengav sig til sin
storladne Inspiration, hylder i Theorien sin Samtids
Anskuelser, for saa vidt som han ikke har nogen
Anelse om Poesiens Gyldighed i og for sig, men kun
ser den som et Middel i højere Formaals Tjeneste.
Han »er overbevist om, at Digtekunsten blot blev
betroet de dødelige til at lære dem Godheds Pris
og den almægtiges Under, til at opflamme højere
Dyder, til at gjemme store og efterfølgelsesværdige