NFSGrundtvigsLivOgGjerning

alle Tider«, hedder d e t *), »de bedre og ædlere Menne

skers Lod at undfly det nærværende og at leve i det

tilkommende. Indbildningskraftens velgjørende Magi

maatte bortjage den sørgelige Virkelighed af deres

Synskreds og af Eftertidens Skjød fremkalde for deres

Øje en gylden Tidsalder, Menneskehedens Fuldendelse.

I dette lyse og herlige Haab opsvingede de sig højt

over Samtiden«. Det gjorde Oplysningstidens Menne

sker ogsaa i deres utopiske Drømme om, hvad Frem

tiden skulde bringe.

»Hvad højere og værdigere

Gjenstand for deres velgjørende Virksomhed end den

v o r d e n d e Slægts Forædling?« hedder det videre i den

anførte Afhandling. »O du, som med dybere Smerte

føler din Tidsalders Fordærvelse og med højere Længsel

skuer ind i haabede Dage — lad ikke denne Følelse

unyttig fortære sig selv. Den udvikle sig til Kraft, og

den fremblomstrende Menneskeheds Fuldkommenhed

vorde Kraftens Virkning«.

Var der til Trods for al Gjæring og Uro goldt

og tomt paa det ethiske Omraade, saa var det

i endnu højere Grad Tilfældet paa det religiøse,

som vi her fortrinsvis skulle dvæle ved. Her tørnede

de stærkeste Modsætninger, Kristendom og Gudsfor

nægtelse, sammen, og her aabenbarede Oplysningstiden

ret egentlig sin Mangel paa Evne til at naa et klart

og bestemt Standpunkt, thi det Resultat, den hele Ud

vikling afsatte, var hverken det ene eller det andet,

men en aandløs Blanding, i hvilken det for begge

h J. E. Berger: Om de foregaaende Betingelser til en forbedret

Nationalopdragelse, Minerva 1795.