23 / 494
Helhed fremdrage og kortelig dvæle ved nogle af de
Personligheder, der paa det religiøse Omraade gav
Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aar-
hundrede deres Præg.
Som Rationalismens betydeligste Mand maa vi da
først og fremmest nævne K r i s t i a n Ba s t h o l m (1740
—1819). Hengiven til filosofisk Grublen fik han, som
havde mest Lyst til at studere Naturvidenskaberne og
Filosofien, men efter sin Faders Ønske skulde være
Theolog, tidlig Hang til Fritænkeri og Tvivlesyge, men
overvandt disse Anfægtelser og blev Præst og betraadte
dermed, kun som »en Vej til Levebrød«, den Bane, paa
hvilken han skulde komme til at øve en saa betyd
ningsfuld Indflydelse paa hele Udviklingen her hjemme.
Efter at have virket nogle Aar som Præst i Smyrna,
hvor der var en lille tysk Menighed, kom han tilbage
1771, blev Præst i Kastellet og samlede snart ved sin
Veltalenhed i Forbindelse med den Overensstemmelse,
der var imellem hans Prædiken og Tidens almindelige
Tankegang, en Menighed om sig, der kom fra Hoved
stadens mest oplyste og dannede Kredse, som i ham
havde fundet en Mand, der ret var efter deres Sind.
E t af hans første Skrifter er karakteristisk nok en
»Lovtale (!) over Messias« — »har ellers nogen fortjent
en Lovtale, da har unægtelig denne himmelske Lærere
og en falden Verdens Oprettere den billigste Ret
dertil« —, nu udgav han (1775) sit store, epokegjørende
Skrift »Den gejstlige Talekunst«, der ikke blot blev
bestemmende for den gejstlige Veltalenhed her i Landet
i lange Tider, men endogsaa af Kejser Josef indførtes
ved alle offentlige Læreanstalter i hans Stater. Der