27 / 494
ene tager sig en Pris Tobak, den anden aftørrer sine
Briller; den ene lader Øjnene spasere omkring i Pulpi
turerne, den anden er beskjæftiget med at opkaste den
næste Salme, som skal synges, og den, som synes
roligst og andægtigst, sidder i Tanker, med andre Ord,
han tænker aldeles intet«.
Salmesangen vilde han
have indskrænket til Lovsange. Salmer af dogmatisk,
moralsk og historisk Indhold stod for ham som »en
forunderlig Blanding af Varme og Kulde, hvor Kulden
rimeligvis vil faa Overvægten«, og Bedesalmer — »at
synge og bede tillige« — fandt han nu rent unatur
lige : »Mon et Barn nogen Tid kommer syngende
til sin Fader, naar det vil anmode ham om en Vel-
gjerning? Føler det ret sin Trang til den Velgjerning,
det beder om, saa kommer det snarere grædende end
syngende. Naar en Undersaat indstiller sig for sin
Fyrste for at anholde om en Naade, bringer han ikke
Musik med sig. Sang og Musik er en Virkning af
Glæde. Den trængende, den bedrøvede synger ikke.
At bede i Rim er allerede unaturligt, men kommer der
endnu Musik og Takt og Triller til, hvad maa det da
ikke være?« Han havde i det hele taget ikke syn
derlig Tro til Salmesangens Betydning som Middel til
at vække Andagt. »Man vender sædvanlig Bladet om,
før end man begynder en Salme, for at se, hvor lang
den er, og finder man den for vidtløftig, saa begynder
Kjedsommeligheden tillige med Salmen. — Mange op
sætte deres Gang til Kirken, indtil den Tid er forhaanden,
da man kan vente, at Præsten snart vil træde op paa
Prædikestolen«, og da alle mere eller mindre føle »en
vis Dorskhed til aandelige og gudelige Øvelser«, og