25 / 494
14
Forfatteren blandt de mange Egenskaber, han fremhæver
som nødvendige for den Prædikant, der vil tilfredsstille
sine Tilhørere, ikke har Plads til Prædikantens Tro.
Nu kunde man jo mene, at han vel gaar ud fra, at
det følger af sig selv, at Prædikanten tror paa, hvad
han prædiker om, men det er i Virkeligheden ingen
lunde Tilfældet, ja han advarer endog dem, der er
stærke i Troen, til at fare frem med fornøden »Klog
skab« : »Intet er farligere end at forbitre sine Til
hørere, og hvad forbitrer mere end Sandhed? Vil
Taleren ikke mere forbitre end forbedre, maa han ofte
sigte til ét Sted og skyde til et andet, ofte maa han
skjule sine besynderlige Hensigter under almindelige
Forestillinger, forsukre saaledes den bitre Medicin, at den
hverken taber sin lægende Kraft eller bliver væmmelig,
og indklæde de haardeste Bebrejdelser saaledes, at de
endog for deres Dragt maa behage«.
Ikke mindre betegnende for Bastholm og for hele
Tidsretningen er det »Forsøg til en forbedret Plan
i den udvortes Gudstjeneste«, han udgav 1785, og som
vakte saa meget større Opsigt, som han ikke blot i
den halve Snes Aar, der var gaaet, siden hans gejst
lige Talekunst fremkom, yderligere havde grundfæstet
sit Ry ved forskjellige større og mindre Skrifter, af
Himlen, Luften, Solen o. s. v. Føler man en stærk Beundring,
saa ophæver man den ikke alene, men stiller den perpendiculaire,
med Fingrene lige i Vejret og Fladen af Haanden udad; man
lader den derimod synke, naar der tales om Jorden, om nedrige
og foragtelige Ting. Naar Taleren taler om sig selv, besynderlig
om en vis Sindslidelse, han føler, saa fører han Haanden til
Brystet. Er denne Affekt noget stærk, f. Ex. Medynk, Bedrø
velse over sig selv eller andre, saa slaar han Haanden noget
stærkere til Brystet, dog maa dette ske sjælden og forsigtig o. s. v.