26 / 494
hvilke særlig hans »Jødiske Historie« skaffede ham
Navn af »den første danske Prosaist«, men ogsaa, efter
at han i 1782 var bleven kongelig Konfessionarius,
indtog en fremragende og indflydelsesrig Stilling i
Kirken. Gudstjenesten, der i alt væsentligt havde be
varet de fra Reformationstiden nedarvede Former,
havde tabt en hel Del af sin Anseelse i Lægfolks Øjne;
efterhaanden som man vendte sig mere og mere bort
fra Kristendommens dybere Indhold og søgte en
simpel Fornuftlære i den, maatte meget i Liturgien
tage sig forældet og besynderlig ud, og man havde
allerede i nogen Tid været i Færd med saa smaat at
omdanne Kirkeskikkene og de gudstjenstlige Handlinger
efter Tidens Smag, da Bastholm fremkom med sit
gjennemgribende Forslag, som netop havde til Formaal
at hæve den kirkelige Gudstjeneste i den almindelige
Mening ved at gjøre den »kort, interessant og op
muntrende«. Han »indsaa, at vore Kirkeskikke ere
aldeles ikke indrettede efter Menneskets Natur, og at
Kirkeformularerne ere hel maadelige, undertiden an
stødelige«, og han var vis paa, at »alle fornuftig tænkende
Kristne« maatte ønske en Forandring. Hans dertil
sigtende Forslag giver os paa mange Punkter et godt
Indblik i Forhold og Tilstande paa det religiøse Om-
raade paa den Tid, da det fremkom. Han anbefalede
saaledes meget, at Menigheden skulde knæle under
Bønnerne, ikke blot fordi det vilde gjøre en gribende
Virkning, men ogsaa som et Middel til at holde den
vaagen. De allerfleste »beskjæftige sig med ganske
andre Tanker og vaagne først op som af en kort
Slummer, naar de høre Amen. Den ene taler med sin
Sidemand, den anden betragter sin Nabos Pynt; den