NFSGrundtvigsLivOgGjerning

til den, at den gode Kristen ikke kan undvære den. Det

er en Sjælelægedom, hvortil han nu en Gang er vant.

Man skadede ham, om man berøvede ham den. Bør

disse Lærere nu dadies som Bedragere?« Kan man

undre sig over, at saadanne Udtalelser fremkaldte det

Spørgsmaal: »Er det en kristelig Lærers Pligt at lyve

for Almuen?« Rationalismen havde i Virkeligheden,

som N. M. Petersen siger, »naaet sit sidste Maal; den

var, imedens den tragtede efter den højeste Klogskab,

bleven nederdrægtig og lumpen. Alle ærlige Sjæle,

som følte Afsky for at mene ét og forkynde et andet,

maatte vende sig fra den«.

I Aaret 1800 nedlagde Bastholm sin Virksomhed

som Præst, og samtidig antog hans frodige Forfattervirk

somhed en noget anden Karakter, idet han i Resten af

sit Liv nærmest var optagen af historisk-filosofiske

Undersøgelser og ikke mere deltog i Diskussionen af

de religiøse Spørgsmaal, der umiddelbart stod paa

Dagsordenen. Hans overordentlig omfattende Produk

tion viser tydeligere end nogen anden enkelt Forfat

ters Rationalismens gradvise Udvikling i de sidste Tiaar

af forrige Aarhundrede. Han er fra først af vaklende

og usikker i sin Opfattelse, hvorfor der jævnlig, især i

hans tidligste Skrifter, kan paavises Modsigelser, men

efterhaanden kommer han længere og længere ned ad

Indrømmelsernes Skraaplan, til Religionen til sidst er

indskrænket til et Indbegreb af almengyldige Fornuft

sandheder. »Det er det snigende ved Bastholms Frem-

stilling, at han har faaet Skriftens og Kirkens Dogmer

til at tale i Fornuftens Navn, saa at det saa’ ud, som

stred han for Kirken mod Fritænkernes Angreb, me-