NFSGrundtvigsLivOgGjerning

til Felts imod den kantiske Filosofi og kom derved

i en Fejde med A. S. Ørsted, der indbragte ham det

Skudsmaal fra denne Kantianismens højt begavede

Talsmand, at »fra Forstandens og Kundskabens Side

er han en aldeles inhabil Dommer over den kritiske

Filosofi, han har end ikke det løseste Bekjendtskab

dermed, overhovedet har han slet ikke studeret nogen

Filosofi, men vist sig som et Menneske, der ikke har

de mest trivielle Begreber«, Denne Strid, i hvilken

Horrebow afgjort trak det korteste Straa, bidrog væsent

lig til at nedstemme hans Tone, og saa døde hans

Religionsblad hen af sig selv. Det var ikke det eneste

Exempel paa, at det mere var de voldsomme Ord end

Sagen selv, der interesserede det store Publikum.

Den Tendens paa det religiøse Omraade, der er

den fremherskende i den religiøse Literatur, træffe vi

selvfølgelig ogsaa paa Prædikestolene. Vi have set,

hvorledes Bastholm tænkte sig Præstens Opgave ændret

efter Tidens Krav; det var vel kun yderst faa Steder,

hans Ideal afen »Folkelærer« var fuldt ud realiseret, men

det var det, Tidens Gejstlighed i det hele taget stræbte

efter. Det var det almindelige Løsen, at dens vigtigste

Prydelse skulde være »sand og ægte Forstandens Opkla-

relse« ; fra at være Sjælesørgere blev Præsterne mere og

mere verdslige Embedsmænd, som ved Siden af deres

Hverv som saadanne ogsaa havde det i al Almindelighed

at vejlede Menigmand til Dyd og gode Sæder. Jo læn

gere man naaede frem ad denne Vej, des mere forsvandt

selvfølgelig det specifik kristelige fra Prædikenerne, som

handlede om alt muligt andet, lige fra sande Vinter

glæder til Kokopper og Kartoffelavl. Intet Under, at