NFSGrundtvigsLivOgGjerning

de apologetiske Smaaskrifter, han i de nærmest følgende

Aar udgav. Han finder det i sin Orden, at Kristi

Lære underkastes en Revision, at der, naar Folket er

oplyst og modent nok dertil, af Regeringen nedsættes

»en Kommission for at gjennemgaa de religiøse Menin

ger og af Lærebøgerne lade udslette de Lærdomme,

som efter nøje upartisk Undersøgelse bleve befundne

at være baade fornuft- og skriftstridige«, det maa blot

ikke ske strax. Man bør nemlig, mener han, gaa meget

lemfældig og varsomt til Værks. »Den kloge og sin

dige, som vil udrydde elskede og dybt indgroede

Religionsfordomme, gaar frem med langsomme, var

somme, uformærkte Skridt. Han skjuler sin Hensigt

for desto sikrere at opnaa den; hemmelig undergraver

han disse Fordommes Grundstøtter; det maa forekomme

Mennesket, at Bygningen falder af sig selv, uden at

han med Forsæt haver bidraget noget til at styrte

den«. Han anbefaler ikke blot »at gaa frem med

Sindighed og i Steden for at gaa aabenbar til Felts

mod religiøse Meninger, som ere Folket hellige, heller

altid med Tavshed forbigaa dem, aldrig tale om dem,

at de efterhaanden kunne glemmes« — der er f. Ex.

Kristi Nedfart til Helvede, »som ogsaa begynder at

gaa i Forglemmelse og maaske allerede var glemt,

naar den ikke stod i vore Trosartikler« —, men han

gaar saa vidt, at han siger: »Naar andre Lærere an

vende Forsoningslæren til deres Medkristnes Rolig-

gjørelse, saa er det enten, fordi de selv føle sig over

beviste om dens Sandhed, eller de anse denne Lære

for en Vildfarelse og anvende den dog til deres Med

menneskers Roliggjørelse, fordi de indse, at de trænge