NFSGrundtvigsLivOgGjerning

Grund, i mangt og meget anerkjendende dens Princip

om Fornuften som Norm for Troens Indhold. Det er

saaledes betegnende, at medens Bibellæsningerne i

Kjøbenhavn havde Ord for at være stiv gammeldags

Orthodoxi, fandt man, da de udkom i Trykken, paa

Landet paa flere Steder, hvor Fritænkeriet ikke var

trængt igjennem, at de ikke var orthodoxe nok.

Angrebene paa Kristendommen kulminerede i

11 o

H o r r e b o w (1769—1823), hvis Ugeblad »Jesus og For

nuften« (1796—1801) vandt en betydelig Udbredelse

som Udtryk for en meget almindelig Opfattelse. Fra

først af optraadte han forholdsvis moderat, hvorfor hans

Blad ogsaa fik Indpas i Kredse, som ellers ingenlunde

delte hans radikale Anskuelser, men han gik snart over

til at vise sig som den aabenbarede Religions erklærede

Fjende. Jesus blev fra »Visdommens og Dydens første

fødte Søn« til en sværmende Revolutionsstifter, hvis

Planer glippede, og som, da han ikke mere med Ære

kunde træde tilbage, lod sig nagle til Korset, hvorfra

han blev tagen besvimet ned, hvorpaa han indbildte

sine Tilhængere, at han var opstaaet fra de døde, og

nu gik det en Tid løs med de vildeste Blasfemier. Det

var særlig imod dette Ugeskrift, Balle udgav sit Blad

»Biblen forsvarer sig selv«, og det følger af sig selv,

at Horrebow ikke undlod at gjøre, hvad han kunde, for

at gjøre sin Modstander til Gjenstand for Latter og

Spot. I sit Skrift »Harlekinpræst« gav han en Kari

katur af den nidkjære Biskop, der er af den Beskaffen

hed, at Skriftet ikke kan betegnes anderledes end som

et Smædeskrift af den laveste Art. Som han angreb

Kristendommen, drog Horrebow paa den anden Side