2
g
Bang lykkelig forløst med en Søn, som den iode der
efter blev af mig hjemmedøbt og kaldt Nicolaj Frideric
Severin«. Den 8de Oktober blev den nyfødtes Daab
højtidelig konfirmeret i Udby Kirke. Han blev op
kaldt efter Biskop (Nikolaj Edinger) Balle og dennes
første Hustru, Frederikke Severine, der var Johan
Grundtvigs Søster.
I Præstegaarden i den dejlige sydsjællandske
Egn, hvor den anselige hvide Kirke knejser højt paa
Bakken med den prægtige Udsigt over Skov og Sø,
voxede Drengen op til sit niende Aar, en Tid
sammen med alle sine Søskende, senere alene med
Søsteren, med hvem han vel »af og til klamredes lidt,
men som for Resten var hans Perle-Veninde«. Som
sine Brødre skulde han være Præst — det havde hans
Moder alt sat sig for, før han blev født, i Forvisning
om, at det var en Dreng, hun bar under sit Hjærte.
Nogle Uger før hans Fødsel var Biskop Balle paa Visitats
i Præstegaarden, og der faldt Talen over Borde paa den
ufødte. Der blev spøget med, at hvis det blev en Søn,
skulde han naturligvis studere, og der blev ytret Tvivl om,
at der vilde blive Raad dertil. Da tog den djærve Præste
kone hed og harmfuld til Orde og erklærede, »kjæk i
Tro, men og lidt stolt«, at om saa hendes sidste Trøje
skulde springe, skulde han holdes til Bogen. Og hun
satte sin Vilje igjennem, skjønt det i Førstningen holdt
haardt, ikke af økonomiske Grunde, men fordi det tyk
tes hende grandt at se, at Pogen ikke duede til Bogen,
saa tungnem, som han var, til at lære Bogstaverne. Det
gik en Stund »under Graad og Hjærtevé«, men saa
paa én Gang gik det som en Leg, og saa