NFSGrundtvigsLivOgGjerning

I det hele har A arene i T y regod dog ikke staaet for

ham som synderlig tiltalende. I D igtet »Udby Have«

hedder d e t:

Slig en Have, slig en Gang

som imellem dine Bøge

jeg forgjæves vilde søge

paa den lange, paa den brede,

vilde Hede.

Dér forgjæves og jeg saa’

efter Sjælens vakre Blommer:

bare Vinter, ingen Sommer ,

kun det tørre Lyng og Straa.

Og han vedbliver:

I Cornél og i Justin,

siger man, er slet Latin,

selv jeg siger om det andet,

det er baade tørt og vandet,

saa det har aabenbart faldet ham haardt nok, men sin

Læ rer mindes han ikke des mindre med K jærlighed:

Elskte Lærer, takket vær

for de mange svundne Dage!

som en Søn jeg var dig kjær;

hvis jeg noget har at klage,

er det, at mit lette Nemme

og dit faderlige Sind

gjorde alt for tit dig blind,

lod dig alt for ofte glemme,

at hos Drengen Overmod

er en ond og bitter Rod.

A t den barnlige Um iddelbarhed havde veget Pladsen

for den i det sidst anførte Citat antydede Selvsikkerhed,

tilstaar han baade for T roen s og Videns Vedkommende

i følgende karakteristiske V ers:

At jeg heller vilde grunde

paa det Ord, saa godt jeg kunde,

end med barnlig Tro og Fryd

mærke paa dets Kraft og Lyd,