49 / 494
a f den, var umuligt andet end at komme »til den sør
gelige E rkjendelse, at en sto r Del af vor Ungdom s
T id havde væ ret spildt eller maadelig anvendt, og at
d e t blev nødvendigt for os ved A n stræ ng else saa vidt
muligt a t erhverve os de K und skaber og den aandelige
Udvikling, som Skolen ikke havde givet os, og som
den under de bestaaend e Forhold ikke heller havde
væ ret i S tand til at give«.
Læ rern e i M esterlektien, altsaa dem, G rundtvig fik
med a t gjøre, vare R ek to ren M agister T hu re K rarup
og K onrek to ren Jens Stougaard. D en først nævnte var
— det er stadig Blaches E rindringer, vi anføre — en
grundig læ rd, samvittighedsfuld og flittig M and, men
han var til A ars — han var født
1 7 3 9
— og havde
o nd t ved at holde S ty r paa Disciplene. »Det er fast
utroligt, hvad de sam lede M esterlektianere i Undervis
ningstimerne turde tillade sig.
En Gang gik det
saa vidt med d ette U væ sen , at han med T aarer i Ø j
nene udb rød : »Hvad ondt h ar jeg gamle Mand da
gjort Dem, a t De ville behandle piig paa denne skam
melige Maade?« D e tte gjorde sin V irkning, og der
blev Ro for den D ag og m aaske for den næste, men
heller ikke længer«. G rundtvig om taler slet ikke K ra
rup, derimod m indes han med K jæ rlighed S tougaard i
d et ofte citerede D igt »Udby Have« :
Gjæve Stougaard! til mig hen
tit du saa’ med ædel Smerte,
bød som Fader, bad som Yen;
men selvraadigt var mit Hjærte,
lukkede sig flux igjen.
Dog, hvordan jeg end mig skabte,
Haabet du dog aldrig tabte;
dine Ønsker og den Taare,