47 / 494
36
vidned om, jeg alt var hildet
i min egen Klogskabs Garn,
halv fra Gud og Tro forvildet,
at ej længer jeg var Barn —
Og
Tit det barnlige forgaar,
mens man end er Barn i Aar;
da en Stund maa Saga tie,
hun maa tie, hun maa bie,
til vi vorde Børn igjen;
«
de, som efter nyt kun hige,
maa fra hendes Aasyn vige,
gaa til hendes Terner hen.
Da jeg var i Sindet liden,
sad hun med mig paa sit Skjød,
med en Røst saa blid og sød
sagde hun mig Sagn om Tiden;
stille lytted jeg derpaa,
foldede de Hænder smaa,
praled ej med, hvad jeg hørte.
Siden mærked jeg kun Ord
for mig selv at gjøre stor;
hvad jeg hørte, hvad jeg vidste,
fra det første til det sidste,
jeg med Hovmod og med Bram
sagde hver, som høre vilde;
derfor Saga blev mig gram,
derfor gik det mig saa ilde.
O rd en e til Bram og Skjæmt
bleve stedse mig i Minde,
men jeg havde T o n en glemt,
kunde den ej mere finde.
Samme Bøger frem jeg tog,
samme Blade jeg opslog,
samme Stave der jeg saa’,
men som blege Lig de laa,
intet rørte, intet vilde
for mit Øje sig afbilde.
1 7 9 8
, fem ten A ar gammel, blev han konfirmeret
og kom saa til at gaa i A arhus Skole, hvor han strax
kom i M esterlektien eller øverste Klasse. De to Aar,