51 / 494
4 0
m aatte da A ar ud og A a r ind gjennem tygge de samme
Pensa, hvilket for nogle vel kunde væ re bekvem t nok,
for andre derimod maa have væ ret kjedsommeligt og
sløvende. Alle Pensa bleve forud gjennem gaaede eller
»tydede« af Læ rerne, og intet forlangtes af Disciplene
læ st paa egen Haand.
Øvelsen i at tale Latin, der i
gamle D age havde væ ret anset for saa vigtig, at den
Discipel, der i Skolen talte Dansk, derfor blev straffet
som for en grov Forbrydelse, og som endnu i F o ro rd
ningen af
1 7 7 5
ikke aldeles uden Grund var m edtagen
— den unge S tudent skulde jo strax ved U niversitetet
høre latinske Fo relæ sninger og saa vel ved Exam ina-
torier som siden ved E xam ina tale Latin — , var til min
T id aldeles g aaet af Brug«. G ræ sk nød, som vel i
de fleste Skoler p aa den Tid, en mere stifmoderlig Be
handling. Disciplene henvistes til latinske Oversæ ttelser
og andre til Dels maadelige Hjælpemidler. A lt G ræsk
skulde oversæ ttes paa Latin, og Undervisningen var i
det hele overfladisk; om den re tte F o rstaaelse af Me
ningen og Samm enhængen var der hos de fleste L æ
rere ikke Tale. I H istorie og Geografi gav K onrektor
Stougaard, der havde disse F ag i Mesterlektien, en god
Undervisning. M odersmaalet gaves der — til T rods
for Forordningens Bud om, »at det danske Sprog i
Skolerne skulde excoleres, at der skulde oversæ ttes
lige saa vel fra L atin til D ansk som fra D ansk til Latin,
sam t at Disciplene skulde øves i at skrive Breve, hi
storiske Relationer og Orationer« — aldeles ikke nogen
særlig Undervisning i. D en hele Vejledning i dette
F ag indskrænkede sig til, at S tougaard for i nogen
Maade at raade Bod p aa Savnet lod Disciplene i M ester