54 / 494
43
F asten én hver Onsdag var dog mere, end nogen
med Billighed kunde forlange af den Alder. De smaa
Fluer sad der p aa Bænkene, betragtede Epitafierne og
de derpaa malede P ræ ster med store Pibekraver og
lange Skjæg og hørte maaske undertiden et Par Ord
af Prædiken. Om V interen frøs de gudsjammerlig, thi
man m aatte møde i korte sorte Klæder, ligesom det
overhovedet den Gang var sjældent, at D renge gik
med Overfrakke.
Naar Gudstjenesten var til Pinde,
gik Læ rere og Disciple over til Skolen, hvor der skulde
prøves, hvor vidt man havde væ ret en opmærksom
Tilhører, hvilket under saadanne Omstændigheder var
en meget betænkelig Sag, og Prøven havde da ogsaa,
som man kunde vente, et ynkeligt Udfald. Dog maa
jeg tilføje, a t der ved denne Lejlighed ikke af nogen
Læ rer blev anvendt P ryg l, hvilket A rbejde man vel
ogsaa paa den D ag med rette har b etrag tet som Hel
ligbrøde. D a imidlertid Læ rerne formodentlig vare lige
saa kjede som Disciplene af denne Katekisation, blev
den ofte undladt og forsvandt til sidst aldeles. Alle
disse Bestemmelser vare vist nok i sin Tid givne i den
bedste Hensigt, for a t »vænne Disciplene til Gudfryg
tighed«, men de naaede rig tig n o k ikke deres Øjemed«.
Sangopvartningen, som alle Disciple, der vilde have
Del i Stipendier og Korspenge, var forpligtede til at
deltage i, hvad enten de kunde synge eller ikke — de,
der ikke havde Stemme, figurerede blot
,.sub conditione
præclusi et fterpetui s ile n tii“
—, var ikke indskrænket
til Gudstjenesten, men fandt ogsaa S ted baade ved Be
gravelser, B ryllupper o. s. v. — den tog i det hele godt
en T redjedel af Diciplenes Tid. Væ rst var Ligbegængel-