NFSGrundtvigsLivOgGjerning

ham, over B revet til Romerne, baade med hvad Paulus

havde tæ nk t, og hvad han burde have tænkt«. Hans

korte og fyndige Karakteristik af de andre Professorer

er ogsaa væ rd at hø re: »Der var jo ellers Højtyskeren

Moldenhawer, som bestyrede Fabrikket, var berøm t i

Hovedstaden som latinsk Deklamator, men ellers kaldet

»Jesuiten«, fordi han ikke næ g ted e, men gik uden om

K irketroen ; H jem tyskeren M iinter, berøm t for sin

kirkehistoriske L æ rd om , som dog hverken han selv

eller andre havde Gavn af, men kun os bekjendt af

sit V ild e red e , og endelig den meget pæne og høflige

K jøbenhavner, P. E. Müller, aldeles nybagt Professor

uden nogen bestem t Mening og endnu uden al Ind

flydelse. Hans Kollegier læste jeg derfor ikke, og i

dem, jeg læste, fandt jeg naturligvis ingen Kristendom,

saa da jeg kom op, fandt Professorerne naturligvis

heller ingen hos mig, men de fandt alle Moldenhawers

Kollegier og lidt af Münters naturlige Theologi og

Dogmehistorie, og dermed var de vel fornøjede, und

tagen P. E. Müller, som m aatte tie, hvor Moldenhawer

talte«.

D en

2 5

de O k tober

1803

endte Grundtvig, der som

Barn havde drøm t om at staa ved Balles Side som hans

V aabendrager i K am pen imod Tros- og Aandsfornæg

terne, »uden A and og Tro« sin akademiske Løbebane,

idet han den D ag bestod sin theologiske Examen

med bedste K arakter. H an var som saa mange andre af

sine samtidige en ligefrem Hedning og havde aldrig kunnet

opdage, at de theologiske Professorer var bedrøvede der

over, men syntes tvæ rt imod, at alt, hvad de sagde, be

styrkede ham deri. Men laa han saaledes endnu i

Fr. W. H orn: Grundtvigs Liv og Gjerning.