NFSGrundtvigsLivOgGjerning

lejende ham for at ligne L oke lidt i d et skjælmske Smil,

hvormed han altid har haltet imellem Norden og T y sk

land ligesom L oke mellem A sgaard og Jæ tteverden,

ikke heller kan jeg nægte, han havde en F inger med

i Idunnas Hjemførelse; thi naar jeg husker mig om,

da saa’ jeg det selv i min Ungdom , hvordan han stod

og vendte og drejede paa F rejas F alkeham , som hun

skulde hentes i. D et vil da sige paa anden Dansk,

jeg hørte selv hans F o red rag om P oesien, som jeg al

drig glemmer, da de brød Isen til alt det poetiske, jeg

har op levet; og da Oehlenschlåger dog hørte endnu

langt mere paa Steffens end jeg , saa er d e t mig en

afgjort S ag , at var han ikke e t A ars T id i det nye

A arhundredes G ry kommen til a t tale halv D ansk og

halv Tysk, men hel poetisk her hjemme, da vilde Idunna

sikkert endnu siddet i Fangehullet hos Jæ tten oppe

p aa Rundetaarn, og var da hverken kommen hjem til

A sgaard som en Svale eller bleven berøm t som en

Nattergal«.

G rundtvig, der stod fuldstændig fremmed over fol

den

i i

A ar ældre Fæ tte r — han huskede kun fra sin

Barndom, at han havde vist ham Billeder i den første

Perspek tivkasse, han saa’ — , fik nu ingenlunde strax

d ette Syn paa den nye Ansgarius, dertil sad han endnu

for fast i det gamle. Han »fandt det vel helt utroligt,

men dog helt mæ rkvæ rdigt, hvad han med sit for

vovne F risprog kaldte unægteligt, at a lt, hvad vi i

K jøbenhavn læ ste og skrev og løftede til Skyerne,

var ty sk og fransk M akulatur, at F rank rig med hele

sin Revolution og med sin Visdom og Skjønhed var

kun en E fterklang af det romerske Helvede med Nero