65 / 494
54
i H ø jsæ det, og a t, naar man vilde vide, hvad Poesi
var, da skulde man bare læse Shakespeare og Goethe,
hvem jeg aldrig havde hørt nævne, og vilde man have
et Begreb om Filosofi, da skulde man høre Steffens
og læse Schelling«.
H an »troede ikke et O rd af,
hvad han sagde, ja lo k jæ k « , men Steffens’ F o relæ s
ning over Goethes D igte var den eneste, han nogen
Sinde holdt ud at høre til Ende, og »Ideen om T id e r
nes Samm enhæng og K ristus i deres M idtpunkt var
dog kommen i hans Sjæl«. H an blev i V irkeligheden
som O ehlenschlåger vak t af Steffens, men medens d et
ejendommelige Aandsliv strax udfoldede sig i hele sin
R igdom hos hin, skulde de F rø k o rn , Steffens havde
nedlagt i G rundtvigs Sjæl, have T id til at spire.
A f væ sentlig B etydning for G rundtvigs Udvikling
blev ogsaa det V en sk ab , der opstod mellem ham og
Bornholmeren P e t e r N i k o l a j S k o v g a a r d , som han
læ rte at kjende i S tudenterko rpset. D e var jæ vnald
rende, men Skovgaard var allerede bleven S tuden t to
A ar før han. D enne G rundtvigs første Ungdom sven
var egentlig M a th em atik er, men i høj Grad bevand ret
i Verdenshistorien og særlig fortrolig med de nordiske
O ldskrifter og Saxo. D e t h avd e, som alt an fø rt, væ
re t G rundtvig en stor So rg , da han som D reng af
A rild Hvitfeld oplystes om, at hans L y st til at faa
noget at vide om Nordens gamle Guder ikke kunde
tilfredsstilles. I A arhus havde han til sin G læde set af
Suhms Bog om O din, at slet saa galt, som Hvitfeld
sagde, var det dog ikke; nu førte Skovgaard ham lige
til K ild en , som han begjæ rlig kastede sig over. Han
gav sig strax i L ag med at bearbejde det rige Stof,.