52
anderledes D igtere end den F lok , man nævnede saa ;
og d e tte var saare godt. H an kom og svandt som et
L u ftsyn , det var ogsaa godt, thi han havde vist ellers
forvirret, om ej fo rrykket mange H jæ rn e r; nu derimod
vakte han kun E ftertank e, og m angt et F rø k o rn , som
han udstrøede, er vist under Guds Velsignelse i Stilhed
o pvoxet til at bæ re god Frugt«.
I »Mands Minde«
hedder d et: »Han virkede ikke blot p aa m ig, men
langt øjensynligere p aa Adam Oehlenschlåger, og kjen-
delig nok paa de fleste Mænd, der siden blev navn
kundige for A and i D anm ark ; saa er der nogen A and
over o s , da for den aabenbar i os med det vingede
O rd fra hans L æ b e r, hvis Mage til at lynslaa Folk
med aabne Ø ren jeg aldrig har kjendt. — F o ruden det
himmelfaldne i hele hans Anskuelse og den sorte A r
mod i L atin sko len , laa der vel endnu en H indring i
hans Stil: temmelig ty sk i flere H enseender og fuld
af allehaande K u n s to rd , jeg aldrig havde h ø r t; men
S p rog et, han fø rte, T o n e n , han talte i, Ilden, han
sprudede, det slog mig p aa Timen, saa jeg følte, der
ogsaa i A andens V erden er en himmelhøj Forskjel
som p aa Ild og V an d , saa d e t begejstrede Or d , om
man end slet ikke forstaar eller kan ud staa, hvad det
har at føre, dog, saa længe det lyder, hersker som en
K onge m idt imellem sine Fjender«.
Og i »Brage-
Snak« siger han efter spøgende at have sammenlignet
O ehlenschlåger med B rage og Ingem ann med Idunna:
»Men ser jeg ret, bliver L oke rigtig nok min Fæ tte r
H enrik Steffens, som i sin Ungdom her hjemme kaldtes
»Holbergs Henrik« og hedder nu, ogsaa pudsig nok,
Gehejme-Regeringsraad i Berlin. Hverken kan jeg fri-