70 / 494
59
Grundtvig skulde undervise, hvilket han gjorde med
Nidkjærhed og S træ n g h e d , skjønt det næppe har
interesseret ham stort, saa m eget mere, som han snart
fik nok at tæ nk e paa for sin egen Person. Drengens
Undervisning tog selvfølgelig kun en Del af hans Tid
i Beslag, R esten tilbragte han for det meste med
Læsning og Grublen. Selskabslivet, som der for øvrigt
ikke var m eget af paa selve Egeløkke, tog han kun
liden Del i. »Arvet Alvor, Fattigdom , Stolthed og Ær-
gjerrighed holdt mig langt borte fra Verdens Lystig
hed«.
U den for Familien paa Egeløkke synes han
kun at have sluttet sig næ rmere til Præstefolkene i det
tilstødende Bøstrup, P ræ sten Christen Graae og hans
livlige og kloge Hustru.
Hvor alvorlig han end var,
kunde han god t gaa ind paa og deltage i Skjæmt og
Løjer, og der foreligger flere V idnesbyrd — Rimbreve
o. dsl. — om den Munterhed, der jævnlig gav F o r
holdet imellem den unge Huslærer, Fruen paa E ge
løkke og P ræ stekonen en saare fornøjelig Karakter.
Den alvorlige Stemning fik imidlertid efterhaanden
mere og mere Magten over Grundtvig, og det havde
flere Grunde, som vel alle i sidste Instans havde deres
Udspring i én — en ulykkelig Forelskelse, som blev
af afgjørende Betydning for hans Udvikling, for saa
vidt som den gav S tødet til, at »Aanden oplukked sit
Øje«. D et var i E fteraaret
1 8 0 5
, han blev »ramt paa
det ømme Sted, hvorved alt kommer op, som ligger i
os . . . og nu blev jeg da for mine egne og Verdens
Øjne nyfødt i Aanden«. H ans H jæ rtes dybere Længsler
vaagnede pludselig »som ved et Tordenskrald«. Han
»nærmedes til K ristendomm en ved udvortes Stød, som