74 / 494
Vejledning havde stavet mig til«. Han kom imidlertid,
da han følte sig ulykkelig, og k a stet tilbage paa sig
selv søgte at døve sin Smerte, dybere ind i disse S tu
dier, end han vist fra først af havde tæ n k t sig, og de
Hjælpemidler, han havde medbragt, viste sig snart util
strækkelige. Saa skrev han til Universitetsbibliothekaren
Professor Rasmus Nyerup, som den Gang endnu var
ham personlig ubekjendt, og bad ham sende ham E dda
og Sagaer til L aans fra Universitetsbibliotheket. »Nor
dens Oldtid«, hedder d e t i det første af de Breve, han
send te ham (i F o raaret
1 8 07
), »blev mig i den tidlige
Barndom hellig og kjær, og jeg erindrer fra hine Dage
ej nogen mere levende Smerte end den, jeg følte ved
a t læse hos Hvitfeld, at vi intet vidste om de gamle
Guder. Om slynget af T rangens og et Brødstudiums
Baand, var det faa og flygtige V ikingetog, jeg kunde
gjøre til fjærne Tider. Endelig henstød te Skæbnen
mig paa en Plads, hvor dog nogen Tid levnes mig til
uden Brøde mellem Fæ dres Høje at anskue Fædres
D aad og paa A sers A ltre begrunde A sers Højhed.
Hvad Stilling og ringe E vne tillod, samlede jeg til
K jendskab af H edenold; men langt fra at tilfredsstille
mig opluede det kun stæ rkere, min Længsel efter at
trænge dybere ind i hin gaadefulde, men herlige V er
den. Læ nge stræ bte jeg at neddæmpe denne Længsel,
der kun forbitrede min N ydelse; men hvem begyndte
vel at tæ nk e over A ser uden at føle uimodstaaelig
T rang til at tæ nke sig dem hele, som de svævede for
Oldtids Skjalde?« Hans Studier fremkaldte et Par A r
bejder, som senere nærmere skal omtales. E t af dem,
Afhandlingen »Om Asalæren«, der blev try k t i »Mi-
63