77 / 494
66
sæ rlig Vaulundur, gjorde p aa ham, var overvæ ldende,
d er kom et aandeligt G jennembrud til alle Sider — de
nordiske M yther fik en dybere B etydning for ham, og
ogsaa hans Syn paa d et kristelige fik en anden K a rak
ter, hans Øje »begyndte at oplade sig for K risten
dommens Herlighed«.
H an havde, som vi have set, forladt K jøbenhavn
om trent som en Hedning. P aa L angeland fandt han
»naturligvis heller ingen K ristendom , men h artad tomme
K irker med sovende P ræ ste r og med K ingos Salmebog,
fordi den gamle Biskop ikke kunde ud staa den evange
liske, og han var først nylig død. H er var da god
Lejlighed til at p ræ dike frit om D yd og Oplysning, og
da jeg gjæ rne lod mig høre og gjæ rne blev hørt, p ræ
d ikede jeg rask mod K ingos Salmebog, mod alskens
O vertro og andre Laster«. D et var en Tid, da han
»som T idens G jenlyd besm ittede H errens Hus med
uny ttig og bespo ttelig T ale om Pligt og Saligheds
F o rtjen este, om den dydige Mand, den redelige S and
h eden s L æ re r Jesus, som dog ikke to g i Betænkning
a t udgive sig for andet, end han var, og a t bekræ fte
U sandheden ved tilsyneladende U n d e rvæ rk e r« :
T y k t u d i S lø r var in d h y lle t
for m ig din h ellig e Bog,
og af S iren er fo rtry llet,
drøm te jeg D aare m ig klog.
D um t og fo rb lin d et m it Ø je
saa’ ik k e G lim t fra d et høje
lyse i S k jald en es K v ad .
V ittig h e d , K lo g sk ab og K u ld e
ty k tes m ig V e n n er saa h uld e,
m ed d e m jeg v an d red saa glad.
K lo g sk ab en k ald te jeg D yder,