75 / 494
nerva«, Maj
1 8 0 7
, tilegnede han »Nordens Nyerup, hin
sagakyndige, som et svagt T egn p aa sin fulde Høj
agtelse«. I Brevet, hvormed han sendte N yerup disse
»Bemæ rkninger i E ddas Forgaard«, for at han kunde
afgjørev om de fortjente at offentliggjøres, b etegn er han
dem som »det tro este A ftryk af sin nuvæ rende Sinds
stemning, en glad og livfuld Anelse af gam le Nordens
Højhed, p a rre t med tilbagetræ ng t Smerte«. I Indled
ningen siger han, betegnende for hans Stemning, med
H enblik p aa sit første A rbejde, der var en P ro test
imod en efter hans Mening utilbørlig poetisk (eller re t
tere upoetisk) Behandling af de Æm ner, E d d a frembød:
»Det lider nu hen mod et Aar, siden jeg vovede at
tale den vanhelligede E ddas Sag. Jeg tilkjendegav da
min Beslutning at væ re rolig T ilskuer af, hvad andre
m aatte virke til en renere E rkjendelse af gam le N ord ;
men aldrig kunde denne Y tring væ re mit Væ sens Søn;
thi hvorledes kunde jeg aflade at bevæ ge mig i en
Verden, hvis Herlighed ene hjæ lper mig at bæ re L i
vets Byrde? Den var da kun det sm ertebaarne U d
try k af min T ro paa Umuligheden af et dybere
O ldstudium i min Stilling og et uvilkaarligt U db rud af
min D atids mørke Stemning. Jeg sagde da med F r e j:
A lfers B estraaler
lyser alle D age,
m en fry d er ej m ig,
og kun den underlige Parodi over Gudens de dybe,
vaandefulde T on e r og A sens betydningsfulde Liv var
det, som kunde bringe mig til en øjeblikkelig Beskuelse
af D agslyset til K amp for min Helligdom. Jeg har
siden gjort et Forsøg paa at blive næ rmere kjendt med