78 / 494
67
K u ld e n jeg næ vnede R o ,
spotted m ed Savn som m ed L y der,
S o r g jeg som Svaghed belo.
T u n g en jeg voved at røre
kjæ k i dit hellig e H us,
k ild red det k lø en d e Ø re,
saaede A v n e r i G ru s.1)
Saa kom det gjennemgribende Omslag, som ogsaa
strak te sig til det religiøse:
N aadig lod G ud sig forbarm e
over m ig usle og arm e:
han m ig d et læ rte m ed Sm erte,
at jeg dog havde et H jæ rte,
at jeg til K lo g sk ab og V id
satte som D aare m in L id.
A a n d en o p luk k ed sit Øje,
saa’ sig paa A fg ru n d ens K an t,
stirred saa fast og saa nøje
ru n d t om en F relse og fandt —
fandt, hvor det faldt,
G ud o v eralt:
fandt ham i D igterens Sang,
fandt ham i V ism andens O rd,
fandt ham i M vth er fra N ord,
fandt ham i T id ern es G ang;
synligst og vissest den dog
fandt ham i B øgernes Bog.
Den
g o l d e
Rationalisme, »Forstandens Hovmod«,
o
'
veg P ladsen for en sandere kristelig B etragtning, og
*) En Prædiken holdt i Bøstrup K irke iA v g u s t i
8
c
>5
(trykt i Dansk
K irketidende
1873
Sp.
585
o. ff.) giver et godt ludblik i hans
Syn paa L ivet og særlig i hans Stilling til Kristendomm en paa
den Tid. D en handler om U sæ delighed og viser, at han alle
rede da kunde tale om andet end „Blomster og Fuglesang“ ; det
er et djærvt og dygtigt, af dyb sædelig A lvor gjennemtrængt Fore
drag, men det er, til Trods for sin større D ybde i Opfattelsen af
det sæ delige, helt igjennem holdt i Oplysningstidens sædvanlige
Stil.
5*