NFSGrundtvigsLivOgGjerning

Skatten, hvis høje Væ rd jeg kun anede som den ru

gende D rage, og gamle Nords enthusiastiske Ven,

N ordboen Nyerup, mødte mig med den ædleste Vel

vilje og Opmuntring. D et sorte i mit Indre har udviklet

sig i et noget lysere Farvespil, og Natten, der aldrig

kunde vorde Solens Ven, lod sig opklare af de blin

kende Stjæ rner«.

D e t var imidlertid ikke blot i S tudiet af den nor

diske Oldtid, at G rundtvig søgte Lægedom for sit syge

H jæ rte og Tilfredsstillelse af den poetiske Trang, der

rørte sig i ham, ogsaa andre hidtil ukjendte Om raader

af Poesiens R ige aabnede sig for ham. K o rt efter

sin A nkom st til Egeløkke fik han stiftet et Læ sesel

skab, og ved H jælp af dette fik han Lejlighed til at

læ re de ty sk e D igtere og Filosofer, som Steffens havde

lovprist saa stæ rkt, at kjende; han læ ste Shakespeare og

Ossian, og der er ingen Tvivl om, at han m odtog rige

og stæ rke Ind tryk fra alle disse Kilder, der m aatte virke saa

m eget mægtigere paa ham, som han, hvor k jæ kt han

end havde lét ad alt, hvad Steffens sagde, dog ingen

lunde følte sig tilfredsstillet af, hvad han kjendte af

den sam tidige og næ rm est foregaaende danske Litera-

turs Frembringelser i »den højere Poesi«. D et afgjørende

S tød kom imidlertid fra Oehlenschlåger. D e t var en

D ag i Sommeren

1 8 06

, at dennes »Poetiske Skrifter«

(

1 80 5

) tilfældigvis faldt ham i Hænderne. H an var ene,

og i den m e st uforstyrrede Ensom hed og Ro fordy

bede han sig i denne Bog, som var fuldstændig ny

for ham. Sorgen havde bered t hans H jæ rte til at tage

imod den R igdom , der her traad te ham i Møde, især i

Vaulundur og A laddin. Den Virkning, disse Digte,

Fr. W. Horn: Grundtvigs Liv og Gjerning.