72 / 494
6 i
M ellem de L an d e saa skjønne
flyder d et rolige V and,
dejlig sig Ø ern e grønne
løfte i blaalige Strand.
T ræ ern e stan d e saa stille,
F u g len e tie saa kv æ r;
dog m onne Sm aabølger trille,
afb ild e T id ern es F æ rd .
O, h e r er d ejlig t at væ re!
D e t je g saa m angen en S tund
fandt hos de B ølger saa kjæ re,
h er, som og hisset i L und,
ru n d t i de E n g e og Skove,
ru n d t om paa H ø j og i D al,
h e r over trillen d e V ove,
h ist u d i H øjeloftssal.
S tille og rø rlig e B lom m er
voxe saa trin d t og saa tæ t,
voxe i V in te r og Somm er
ru n d t paa den liflige P le t.
A k ! m en de vise jo sige:
giftig er B lom m ernes D uft,
D ø d en sig m onne indsnige,
svøbt i den k ry d red e L uft.
A k ! ej de vise alene
d ette m on sige og m ene;
jeg er en D aare og m aa
dog m ed de vise tilstaa:
giftig er B lom m ernes D uft,
D ø d er i k ry d red e L uft.
A lt u d i tred ie Somm er
v an d rer jeg sorgfuld paa 0 ,
m ellem de liflige B lom m er
læ rte m it H jæ rte at dø.
Sæ rt, at end n u m ig for Ø je
S olen n ed g lid er i H av,
at den ej h ist fra d et høje
straalende ser paa m in G rav!
D og, du, som bygger der oppe
h ø jt over S tjæ rn ern es T oppe!
dig væ re Æ re og P ris!
T ak , for du saared m it H jæ rte!
T a k for du sendte m ig Sm erte!
T ak! th i du gjorde m ig vis.