NFSGrundtvigsLivOgGjerning

d reve mig til at beskue mit Inderste og b etæ nk e mine

V is h e d e r « .

I mange af hans D igte fra de næ rm est

følgende A ar kommer hans K jæ rligheds-Sorg sm ukt og

gribende til Orde. I »Til min V en Povel Dons« (

1 809

)

hedd er d et:

M en da jeg steg im od M anddom m ens H ø j,

u k jen d te Ø nsk er i H jæ rte t o plu ed :

trin d t m ig jeg lytted, th i jeg vild e h ø re

L y d en , som nu var m ig m ere end L y d,

som, n aar den to n er i V æ sen ets Ø re,

b y d er in d strø m m e den saligste F ry d .

A ld rig je g h ø rte den, H im le n m ig næ gted

K jæ rlig h e d s søde fuld to n en d e H u.

H vo som h ar elsket, alene k u n v é d :

døves, ej dæm pes, kan K jæ rlig h e d s Sm erte,

lin d res, ej læ ges, kan saarede H jæ rte.

Og i »S trandbakken ved Egeløkke« (

1 8 1 1

), et af de

Digte, om hvilke han siger, at de »henhøre til mit

Livs s a n d e H istorie og k n y tte sig hist og her til

mine udvortes F o rh o ld e ; men jeg tro r dog nogenlunde

at have undgaaet den K lippe at lade d e t udvortes

spille nogen egen Rolle, og mit Indvortes er d e t jo

netop, de Læ sere, for hvilke jeg skriver, ønske at

kjende«, skildrer han udmæ rket smukt sin Stemning

og de Omgivelser, i hvilke den vaagnede:

H e rlig m angfoldige Syn

ud over spejlklare F la d e !

T u rø og T aasin g og F y n

sk u er jeg h e r fra m it S tad e;

bag m ig den venlige G aard

m ed sine M ure saa hvide,

k ra n set af Skovene, staar

lu n u n d er B ak k ern es Side,

lys m od det bø lg en d e H av..