NFSGrundtvigsLivOgGjerning

gende K ritik ud fra det angivne Synspunkt for at godt-

gjøre, hvor vidt hans Udtalelser er »en løselig hen

kastet D adel eller R esu ltatet af den stræ ngeste Prøvelse,

hvilken jeg tro ed e nødvendig, ej saa meget for A rb e j-'

dets egen Skyld, som for den Skade, det, leveret af en

Mand, hvis K und skaber fortjene Agtelse, og indrykket

i et saa m eget læ st og med re tte ynd et Tidsskrift,

kunde volde ved at udlokke flere paa denne lige saa

jævne som vildfarende Vej«. Til Slutning udvikler han

det Synspunkt, hvorfra han ser (Eddadigtet) »Skirners

Rejse«, »dette herlige Digt, der, fra jeg første Gang

saa’ det, svævede for mit Øje med høj Betydning«, og

i hvilket han finder »Æmne til et af de skjønneste

Dramer, O ldtiden kan avle« x), og derpaa ender han med

følgende Ord, der give en A n tydn ing af, hvor stæ rkt

han var optagen af den gamle nordiske Gudelæres

Gaader: »Beslægtet herm ed er en Anvendelse, jeg

længe troede, med Held kunde gjøres af hele vor Gude-

læ re; men da selv en tydelig Fremstilling af det sty

rende Princip fordrede e t langt dybere Studium, end

Om stændighederne — des værre! — tillade mig, vil

je g oppebie F rem træ delsen af Edda, Oehlenschlågers

Digt, thi maaske blev d e t denne Bragas udkaarne for

beholdt at udføre den store Idé, jeg kun halv dunkelt

aner«.

D et næ ste R esu ltat af hans Grublen over E dda

er A fhandlingen »Om Asalæren« (Minerva, Maj

1807

') I det store D igt » F rejs K jæ rlig h ed « , d er ferst frem kom i »N or

dens M ythologi«, 1808 (optrykt i G rs. poetiske S krifter I), har

han b ehan d let d et m ed uforligneligt M esterskab.