89 / 494
78
sig bag det, blev skuet,
da Slægterne skulde
tilbedende knæle
og Billedet farve
med rygende Blod.
H vad S am tiden, til T rod s for at Oehlenschlæger
ved sin D igtning havde b e g y n d t a t væ kke Sansen for
Nordens O ldtid, har sagt til at faa de gam le Guder
saaledes ind p aa L ivet af sig , som d e t sker i denne
A fhandling, hvor videnskabelig G ranskning paa den
ejendommeligste Maade er forenet med storslaaede
D ig tersyner, der overvæ lde D ig teren med V irkelig
hedens betagende M agt, er ikke god t at vide.
»Vil
nog en , da under jeg ham L a tte ren af mit ganske
H jæ rte, og vil kun sige ham , at han lo ad T h o r af
A sgaard selv, naar kun d et dybe Sund skillede mellem
dem«. Han vil videre frem i det dunkle Land, hvor han
øjner saa vide U d sig ter; i »Begejstringens høje Fryd«
har han b eg y n d t sin V andring i det »med Tillid, ja
næ sten med V ished om at naa M aalet«:
Nordboer, ønsker
mig Lykke paa Rejsen,
at til de vise
Vaner jeg kunde
Bruden hjemføre! ')
Bruden er herlig;
Nordboen sagde;
Solen er Kvinde,
Maanen er Mand2).
*) Hertil har han følgende Note: »Frej var en Vaner, og Skirner
rejste at hente hans Brud. Vaner er Græker og Olymp deres
Stolthed«.
2) Sol og Maane er i den nordiske Gudelære personificerede som
en Kvinde og en Mand, ligesom Ordene for de to Himmel-