NFSGrundtvigsLivOgGjerning

Oehlenschlåger. Hans nordiske D igte i Sam klang med

Vau-lundurs Saga ere det, som hævde ham d e tte H æ

dersnavn og skal omvæ rne det gjennem Sekler«.

Denne hans Beundring hindrer ham imidlertid ikke

i, idet han »frimodig med E d d a i H aand b e trag ter

D ram aet Baldur hin gode«, til T rods for den Skjønhed,

han erkjender, i det hele ogsaa udmæ rker denne D igt

ning, paa adskillige Punk ter at finde betænkelige U over

ensstemmelser med Eddadigtningens A and og T an k e

gang, som han k ræ ver gjennem ført med lang t større

S trænghed, end O ehlenschlåger nogen Sinde havde

drøm t om. D a denne »traadte frem som nordisk D ig

ter, og navnlig da han udarbejdede Balder, indskræ n

kede han sig til at fremstille E ddas halv udslettede

Billede«, og G rundtvig har Øje for, at naar en D igter

stiller sig en saadan Opgave, kan d et Sæ rsyn frem

komme, »at Anskuelse og Fremstilling kunne væ re sand

poetiske, ja at D igteren endog som K un stner kan have

lyd t sin egen L ov og dog have højeste U ret, thi han

kan have oversk redet eller ikke udfyldt de gam le Om

rids, han kan have fejlet i F igurernes Ordning, og han

kan endelig have forfalsket d et heles eller enkelte P ar

tiers Kolorit ved at indblande fremmede Farver«. H an

hæ vder med H entydning til Ewalds Baldur, at »saa let

d e t var at skjønne, hvem Baldur [den æ g te Baldur,

Odins Søn] ikke var, saa vanskeligt var d e t a t sige,

hvem han var, og fremstille ham saaledes. D e t var ikke

engang nok a t have beskuet A salæ ren fra en. højere

S tandpunk t end den sædvanlige, men e t g r u n d i g t

S t u d i u m a f s a m m e m aatte nødvendig gaa foran

PTemstillingen af den højeste V end epunk t — og det