NFSGrundtvigsLivOgGjerning

øvrigt har en dyb og rigtig Opfattelse af den sto re

Brites Sørgespil, der for ham som for selve R om an

tikerne staar som det, der overgaar alle andre, frem-

gaar af den K arakteristik, han i Indledningen til Prøven

a f »Bruden fra Messina« giver af M odsæ tningen imel

lem den antike Skæ bnetraged ie og dens nyere E fte r

ligninger p aa den ene Side og d e t m oderne D ram a

p aa den anden, hvor han atte r fremdrager Ham let.

D e t antike D ram a staar for ham som R ealisationen af

den højeste K u n s t , og »Bruden fra Messina« er i

hans Øjne »et sand t P roduk t af den gam le Kunst, saa

vidt som et saadan t nu er muligt. D en ubøjelige

Skæ bne frem træder her i frygtelig Kamp med den

livfuldeste Tilværelse, og denne forgaar med en saa

høj Rolighed, at ingen K lagelyd høres. E n overjordisk

Glans om straaler Gestalterne, selv naar de staa i en

Skygge, der vilde hylle sædvanlige Figurer«. E r det

saa, som Schiller siger i Fortalen, at den højeste Ny--

delse er G em y ttets F rihed under alle K ræ fternes levende

Spil, da maa dette D ram a næ sten helt igjennem unde

os den højeste Nydelse, thi uag tet den stæ rk este S y s

selsæ ttelse af enhver Kraft, uag tet den høje Interesse,

vi føle for de frem trædende Figurer, se vi dog deres

U ndergang med samme Rolighed, som de selv. »Men«,

spørger han saa, »skulde denne rolige Nydelse virkelig

være højere end den, os skjænkes af D on K arlos og

Karl Moor, af P igen fra Orleans og ham, som er over

dem alle, af Hamlet?« H an »bekjender ren t ud, a t det

for og hos mig ikke er saa«, og beg runder denne sin

Opfattelse ved at henpege p aa Væ sensm odsæ tningen

imellem den Tilværelse, der frem træder i d et antike og