98 / 494
87
Afhandling:
»Ikke naar Ind trykkene paa alle vort
Væsens Dele ere lige stæ rke, men naar vi tage Del i
noget med vo rt hele Væ sen, som Hélt, have vi den
højeste Nydelse, og naar et P roduk t skal skjænke os
den, maa Poesien legemlig frem træde i samme, h a d e t
a f T i l v æ r e l s e n , o g o p l ø f t e o s m e d s i g o v e r
d e n . V or hele N atur er da opløst i en Taarestrøm ,
men Anelsen af d e t evige omgiver den med sin straa-
lende [Glans], saa intet af d et endelige, usle, kan røre den,
og vi leve da i k k e i e n f o r æ d l e t j o r d i s k , m e n
e n o v e r j o r d i s k T i l v æ r e l s e . A t denne Nydelse
er hastig svindende og forbitrer, som Erindring, paa
en vis Maade M enneskets Liv, tilsta a s; men saa sandt,
som vi tro, a t T ilværelsen, hvortil vi i Nydelsens Øje
blik opsvinge os, vil en Gang vinde varig Realitet, saa
nødvendig maa vi ogsaa belægge den med P ræ d ik a te t:
den højeste«. »
I A fhand lingen »Om V idenskabelighed og dens
Fremme, isæ r med Piensyn paa Fædrelandet« (Minerva
1 80 7
) udtaler den treog tyveaarige theologiske K andidat
sig udførlig om de literæ re T ilstande i Danm ark i det
hele taget, og hans skarpe, af en stæ rk t bevæget aan
delig Sans baarne O rd have med al den Ungdomme
lighed og Ensid ighed, der p ræ ger dem , stor Interesse,
ikke blot ved det Bidrag, de give til Forstaaelsen af,
hvad der rørte sig i ham, men ogsaa ved den Sikker
hed, hvormed de pege paa T idens Brøst i forskjellige
Retninger. Ogsaa her, hvor han taler ud af et Hjærte,
d er, skjønt »knust af Ødets (o: Skæbnens) tunge
Plaand, er gjennem glødet af Følelse for de himmelske
og for V idenskab og Kunst, deres Billeder paa Jorden«,