104 / 494
93
sernes Sønner være vanslægtede i de faa Aar, jeg
ikke kjender Universitetet«. — For at man ikke skal
tro, han har blandet for meget sort i sine Farver, hen
viser han til Udlaansprotokollerne og Læsesalene paa
de offentlige Bibliotheker.
Og saa, naar de kommer fra Hovedstaden, »hvis
brogede Vrimmel maaske blændede deres Øje«, ud
paa Landet som Hovmestere, Informatorer, Præke-
hjælpere, Fuldmægtige, Faders og Moders Sønner
o. s. v.? »Hvorledes skulde disse haabefulde Yng
linge, der i Hovedstaden vare blinde for Literaturens
Skatte og døve for Videnskabens venlige Kalden, her
faa Sans og Øje for noget saadant? Det maatte da
vel ske ved at beskue deres ældre Brødre i Minerva;
men jeg tvivler meget paa, at et saadant Skue kan, i
Følge sit Væsen, have saadanne Virkninger. — Jeg
gad vide, hvor man sikrest træffer en stor Del af vor
Tids Præster, i Mark og Stald eller i Studerekamret,
ved Pulten eller Spillebordet! Jeg gad sammenligne
deres Bogsamling med deres Møgdynge, Boghandlerens
Regning med Urtekræmmerens og Vintapperens . . .
°g Jeg gad endelig veje deres Kundskabsmasse ved
Afgangen fra Universitetet og efter ti Embedsaar. Re
sultaterne, der saaledes kunde uddrages, vilde næppe
være ubetydelige, naar man skal besvare Spørgsmaa-
lene: hvi er Videnskabelighed saa liden? hvi er vor
Literatur kun -en Skygge, der peger hen paa enkelte
Lemmer af et Legeme, der som helt ligger ganske
uden for vor Synskreds? Ingen tro imidlertid, at jeg
herved vil nedsætte Præsterne under de juridiske og
medicinske Embedsmænd! Nej, efter min Erfaring ere