109 / 494
fordrede Kirkens gamle Liturgi bevaret, medens Clausen,
der afgjort stod paa Rationalismens Grund og var lige
saa overbevist om Hensigtsmæssigheden af en Foran
dring, som Boisen, angreb dennes Forslag, fordi det
ikke tilfredsstillede ham, da »de Udarbejdelser, det
indeholder, ere som liturgiske Mønstre aldeles ikke,
hvad de burde være, men i det hele mislykkede og i
den Grad fejlfulde, at de ere ubrugelige«. Det var vist
nok nærmest Clausens Afhandling, der gjorde det af
med denne »gruelige ny Liturgi«, som Grundtvig kalder
den. Kommissionen forlangte Udsættelse paa Udsæt
telse med Hensyn til sin Betænkning, saa kom Krigen,
og dermed døde Sagen fuldstændig hen.
Grundtvigs Indlæg gjorde strax en ikke ringe Op
sigt. Bl. a. gav den theologiske Professor P. E. Müller i
»Lærde Efterretninger« et meget udførligt Referat af
det, betegnede den »aandrige Afhandling« som den
første i vort Sprog, hvori den allernyeste tyske Religions
filosofi udtaler sig«, og spaaede Forfatteren, at han'
en Gang »vil vorde en værdig Religionens Lærer«.
Grundtvig har selv senere — i »Kirkespejl« — be
tegnet den som deklamatorisk, og helt fri for at være
det er den ikke, lige saa lidt som de øvrige Afhand
linger, der kom fra hans Haand i disse stærkt aandelig
bevægede Aar. Under den noget spændte eller opskruede
Form indeholder den imidlertid en saadan Mangfoldighed
af ny og ejendommelige Tanker og hævder med en saa
dan Styrke »den store Revolution, som Menneskenes
Begreber i de sidste ti Aar ere undergangne«, i Mod
sætning til den herskende Tankegang, at den med al