NFSGrundtvigsLivOgGjerning

disse endnu langt mindre videnskabelige, og mange

blandt dem vilde vel endog vredes, hvis man kaldte

dem Videnskabsmænd«.

De Forslag, han gjør til en Forbedring af disse

Forhold, have ikke synderlig Interesse, udin for saa

vidt som de vise, at den unge, af Drømme og gjærende

Tanker optagne Idealist, der saa længe havde været

borte fra Midtpunktet for Landets aandelige Liv, endnu

var langt fra at kunne give Anvisning paa virkelig

farbare Veje, der førte ud af Uføret. Hans Ideer gaa

i Hovedsagen kun ud paa en Forbedring af de alt be-

staaende Forhold og Indretninger særlig ved Universi

tetet. Han spørger tvivlende, om de højlærde gribe

enhver Lejlighed til i Forelæsningen over deres særegne

Videnskab at tale med Varme og Kraft om sand viden

skabelig Dannelse, at opmuntre de unge til Afbenyt

telse af de offentlige Bogsamlinger, at vise og lette

dem Vejen, de bør vandre. »Er det saa, da maa det

synes underligt, hvi en Nyerup i min Tid ej kunde samle

5 Tilhørere ved sine Forelæsninger over Literærhisto-

rien. Da maa det nu synes underligere, hvi man ud

skreg og endnu paa hans Ryg udskriger den genifulde

Steffens, der paa sin egen Vej stræbte at vække Vi

denskabelighed og næppe ganske forfejlede sin Hensigt«.

Han vil bl. a. have den betydningsløse Privatpræceptor-

Institution afløst af et virkeligt nærmere Forhold mel

lem de studerende og deres Lærere; som det er,

tvivler han paa, at »hver især stræber at opsøge nogle

talentfulde Ynglinge, som de indgyde Sans for Viden

skab, vejlede ved gode Raad, lærerige Samtaler og

Opgaver til skriftlig Besvarelse«. Han vil have alle,