111 / 494
Ioo
bifarende Glans, som vi ane at være Virkning af den
skjonnere Sols Straaler, vi sætte i det ubekjendte.
F i l o s o f i e n s Vej er en anden. Først gjennemsøger
den Dalen nøje og følger den i alle dens Bugter for
om muligt der at finde Stedet, hvorfra hin Anelse ud
strømmede, men drives efter spildt Møje af Nødvendig
heden til at slutte, den dog maa være kommet over
Havet. Med største Omhyggelighed udruster den sit
Skib til Fart over Dybet, men kommer næppe et Sten
kast fra Landet, før den standses af de skyhøje, rullende
Bølger. Enten maa den hæve sig over dem og blive
Poesi eller ankre udsat for de stormende Vinde, eller
den, træt af den forgjæves Kamp, maa vende tilbage,
byde os betragte Dalen som vort Hjem og nøjes med
at give Regler for den bekvemmeste Gang paa den
bugtede Vej, der fører til Havet. Enten maa vi nu
atter ty tilbage til hin Anelse, Filosofien i det højeste
kun gjorde bestemtere, eller vi maa erkjende vor Trang
til Belæring fra hin Side Havet«.
»Mennesket«, hedder det videre, »finder hos sig
en Trang, der gaar ud over det endelige, uden at
være sig sin Gjenstand bevidst . . . Han slutter sig end
tættere til Anelsen om sin højere Natur og haaber at
faa den gjennem Poesien eller Filosofien potenseret til
Vished. Poesien véd vel at konstruere en højere Til
værelse af de mest glansfulde Træk, hvori Mennesket
øjeblikkelig bevæger sig med berusende Vellyst, men
den kan ikke skjænke noget varigt Liv i samme og ej
tillægge Existensen en egen Værdi som indsluttende
Betingelsen for en højere Væren . . . . Filosofien kan
lede Mennesket til Bevidsthed om Tilværelsens Strid