117 / 494
i o
6
Vejen, og saaledes med Tiden vorde ren Intelligens.
Da dette imidlertid ej kunde ske i Livet, lovede de os
et Slags Evighed, der egentlig kun var en Fortsættelse
af Tiden, da Moralloven stedse skulde følge os med sin
truende Haand. Dette kaldte de Jesu rensede Religion,
og vist nok var den renset for alt det religiøse, som
udmærker den, thi her er intet højere Liv i Tidens
Ophav, ingen Længsel efter dets Fornyelse, ingen For
bindelse mellem Jorden og Himlen uden Moralens Kjæde,
der selv skal stige fra neden opad. — Ogsaa vi stræbte
en Gang at dele Menneskets glimrende Triumf, vi be-
rusedes af ITaabet at kunne staa som frit Fornuftvæsen
paa den faste Jord og kun sparsomt tildele vore sva
gere Brødre Himlens Trøst, indtil deres Øje blev klart
som vores. Vi rensede vor Religion fra alt det urime
lige, Jesus og hans Apostle havde lært blot for at
lempe sig efter deres svage Tidsalder, som de dog
ellers vare uforsigtige nok til at revse uden Skaansel
med Ordets det skarpe, tveæggede Sværd. Men snart
gyste vi for den nøgne Benrad, der stod for os uden
Kraft og Marv. Liv og Varme forlod os, og hurtig
maatte vi flygte til Poesiens Straalebarm for- der atter
at opglødes, saa vi med det indre Øje kunde skue Jesu
Læres høje Sans«.
Efter at have bestemt Jesu Religion som »Poesiens
og Filosofiens Identitet med Tendens til Religion«
kommer han til det Resultat, at den ogsaa maa vise
sig saaledes i Liturgien. »Poesien og Filosofien maa
have et højeste Punkt, hvori de forenes, hvor de sam
lede fremstille Jesu Religion som det endeliges For
soning med det evige og knytte sig til Religion som