121 / 494
I IO
bedring som eneste Maal, opbyde alle deres indre og
ydre Evner for at tale lige kraftig til Forstand og Hjærte,
som med Varme og Følelse opmuntre til Dyden og
tordne mod Lasten, om de ikke udfylde deres Plads
som kristelige Religionslærere lige saa godt som de,
der give os Jesu hele Lære, og han besvarer dette Spørgs-
maal med et afgjort Nej, uagtet han vel indser, at
mange agtværdige og tænkende Mænd vil stemple en
saadan Paastand med Navn af Sværmeri. »Den Præst«,
siger han, »der tror, han ej bør lægge nogen Vægt
paa de vigtigste Bevæggrunde til Dyden, som Aaben-
baringen fremstiller, Guds Vilje, Kjærlighed til Gud og
Jesum og Gjenforening med det evige, som paastaar,
at Menneskets Pligter staa i nøjagtigt Forhold til hans
egne Kræfter, og derfor blot driver paa Brugen af disse,
han reducerer Jesu Religion til Filosoti, hans Tale er
ej religiøs, altsaa ej svarende til sin Bestemmelse«. De
fleste Moralprædikanter indskærpe ikke engang Prin-
cipet: øv Dyden for dens egen Skyld, men se blot hen
til Handlingernes Følger, idet de have beregnet, hvor
megen Nytte vi kunne have af at gjøre godt og Skade
af at gjøre ond t ; de er egentlig hverken Moralens eller
Religionens, men blot Klogskabens Lærere; »de kunne
ganske vist afskrække nogle fra de grove Udbrud af
Lasten, de kunne vække medlidende Følelser i den
blødes Hjærte, men de kunne ej indgyde Menneskene
den rolige Hengivenhed i Herrens Haand eller den yd
myge Erkjendelse af deres Afmagt, de kunne ej lære
dem at bruge denne Verden som de, der ikke bruge
den og for det eviges Skyld opofre alt, hvad Jorden