NFSGrundtvigsLivOgGjerning

gjøre Landgang, og Familien paa Egeløkke tyede til

Tranekjær, hvor Hovedkvarteret var. Her lærte Grundt

vig den unge kjække Peter Willemoes at lejende, Hel

ten fra Kongedybet, der blev hans Ven, og som han

flere Gange har besunget. Skjønt Slaget paa Reden

havde bidraget sit til at vække Grundtvig af Dvalen,

var det dog først de Ulykker, der hjemsøgte Fædre

landet i 1807, der gjorde ham til Patriot. Allerede

strax efter Krigens Udbrud traadte den uordinerede

Kandidat frem som Feltpræst for Landeværnet, dels i

Bøndergaarde, dels paa aaben Mark, og »Almuen flok

kedes om ham, da han løftede Røsten om gamle Dan

mark og om den gamle Tros guddommelige Kraft« x),

vel ogsaa om gamle Norden og dets Kæmper. Men

han nøjedes ikke med at tale til Langelænderne • Ryg

ter fra Hovedstaden meldte om den Letsindighed, hvor

med man der morede sig til Trods for den alvorlige

Tugtelse, man havde faaet, og en Maskerade paa

Egnen, hvor han opholdt sig, gav ham Anledningen

saa vel til det Syn, han skildrede i den nævnte lille

Bog, som til dets Indklædning og Navn. Det var en

alvorlig Tordentale til hele det danske Folk, et be

gejstret Syn af Danmarks dybe Fornedrelse som af dets

Sønners Brøde og den visse Undergang, naar ej Fæ

drenes Tro og Dyder gjenfødtes. Digtet gjorde ikke

mindste Opsigt, hvilket han senere i det Tillæg, hvor

med han ledsagede det, da han optrykte det i »Kvæd-

linger« (1815), betegnede som for saa vidt saare godt,

»thi jeg var langt fra at være fri for Lyst til Bifald og

1 16

5) L. S c h rø d e r. T il M in d e om Povel D ons.