128 / 494
H 7
Navnkundighed, naar de kun vare at vinde uden Op
ofrelse af min Overbevisning . . . . jeg forvildedes alt
for meget ved Bifaldet i en snæver Kreds. Gud ske
Lov, at Fristelsen ikke blev større!« Men han tilføjer
med rette: »Ser jeg derimod hen til Danmark, da
maa jeg kalde det sørgeligt, at en saadan Tale ingen
Opsigt gjorde, thi det beviste, at den des værre var
alt for sand«.
Denne lige saa dybe som mørke og alvorlige
lille Digtning*), der er »hver ægte Nordbo, hver
Dannekvinde broderlig helliget«, og som til Motto har
nogle Strofer af Håvamål, bl. a. den bekjendte om
»Dom om hver en død«, skildrer først, hvorledes
Skarer af alle Stænder samledes i Danmarks Sørgetid
for i overgiven Spøg at præge deres Glæde. »En
kelte traadte frem med Billedet af dert lidende, den
blødende Dana i Haand og stillede det for de jublendes
Øje.
Enkelte Stemmer løde: Skammer eder dog,
Sønner af Nord! skammer eder dog ved at danse og
gjøgle paa Bredden af Danmarks Grav!« Dog — blind
og døv er Skaren for Synet og Stemmen. Den fort
sætter sin lystige Dans »under Rægrimen« (o: under
Masken), og »Fryd dig ved Livet!« lyder Sangen. Da
flyder Lysenes Lue over i blaalige Flammer, og ind
tren en bleg, skjælvende- Olding støttende sig til et
Spyd, der var farvet af hans Blod. Faa trofaste fulgte
ham, fremmerst blandt dem Danmarks Kongesøn, der
vandrede tæt ved Oldingens Side og bød ham hvile
sig paa den kraftige Arm. Paa Gubbens Bryst stod
*) G rundtvigs poetiske S k rifter I.