NFSGrundtvigsLivOgGjerning

af H orkvinde-B en,

af N id din g e-B en ,

og den B avtasten

skal stan de i N ord,

til foræ ldede Jo rd

o pløses i D am p.

Saa lægges Liget paa Baalet, Flammen omsnor

hele Følget, og alt forsvinder.

Denne Digtning giver os i al sin Formløshed

et klart Indblik i den ejendommelige Maade, hvorpaa

det oldnordiske og det kristelige paa denne Tid er

smeltet sammen i Digterens Bevidsthed. Der er nok

af »hedenske Vildtoner« i Digtet, og paa sine Steder

klinge de saa stærkt, at den kristelige Grundakkord

fuldstændig overdøves.

Særlig om Korsangen, da

Baalet vies, udtaler Grundtvig senere: »Hver Kristen

ser let, at det er formastelige Ord, som, n a a r de

t o g e s s t r æ n g t , maatte betyde, at Kristus var som

Odin kun en Idé, et luftigt, indbildt Væsen«, men det

maa tillige fremhæves, at han udtrykkelig tilføjer, at

det var nu i k k e hans Mening, og fortæller, at han, just

fordi han s e l v f ø l t e , det var usømmelig Tale, aldrig

sendte sin Fader denne Bog.

Ikke des mindre

har dette Træk sin store Betydning, thi, som han siger,

»det er aabenbart, at jeg ej for Klangens Skyld havde

ladet saadanne Ord staa, dersom jeg havde været ret

omhyggelig for at undgaa Mistydning i saa vigtige

Ting og haft den Tro i Hjærtet, at der er ikke Salig

hed i noget Navn uden i Jesu«. Han lod da ogsaa

senere, da han optrykte Digtet i »Kvædlinger«, disse

Ord staa uforandrede »til s i n S k am og til et Vid

nesbyrd om, hvad et Menneske, som dog troede paa