135 / 494
I K J Ø B E N H A V N .
1808— 1811.
III.
Skjønt intet af, hvad Grundtvig hidtil havde skrevet,
havde vakt synderlig Opmærksomhed, og det meste af
det vist nok var gaaet Læseverdenen næsten sporløst
forbi, kunde det dog ikke være andet, end at den lille
Kreds af Mænd, hos hvem de nye Ideer rørte sig
stærkt og friskt, maatte have lagt Mærke til den umis-
kjendelige Ejendommelighed og Begavelse, der ved
Siden af det meget sære og uklare kom til Orde i de
Afhandlinger, den unge theologiske Kandidat havde
offentliggjort i de tre Aar, hans Landflygtighed havde
varet. Vi se ham da ogsaa strax træde i Bekjendt-
skabs- og Venskabsforhold til adskillige af de betyde
ligere af den yngre Slægt og drages ind i det stærke
aandelige Liv, der begyndte at udfolde sig hos denne.
Hos Balles Svigersøn, Notarius publicus G. H. Olsen,
lærte han Christian Molbech at kjende, og den Beun
dring, de begge nærede for Oelilenschlåger, knyttede
dem hurtig til hinanden til Trods for den Forskjel, der
i mangt og meget var imellem dem og deres Syn paa